Fra kendt til mere Kent - Dukkefestival i England, september 2010


Af Majbrit Muzs, DAG dommer og instruktør.


FOTOS FØLGER

 

 Da vi mødtes i Kastrup Lufthavn kl. 6 torsdag morgen med fyldte kufferter, var humøret som sædvanlig højt. Vi var alle spændte. Lillian og Lene var jo kendte i Kent, men Kirsten Juul Olsen var endnu ganske ukendt derovre.


Tøjet var i kufferterne og dukkerne i håndbagagen.

Per havde timet og tilrettelagt turen med præcision hele vejen til Kent. For at vi ikke skulle slæbe kufferterne op og ned ad trapperne i London Underground, tog vi taxi mellem Victoria Station og Paddington. Det var hurtigt og effektivt, og også helt rart at køre i de store London´ske taxier.


Fremme på hotellet i Maidstone fik vi lige et par timers pause, inden vi tog ind og kiggede på byen. Maidstone byder på gode indkøbsmuligheder med billige priser på f.eks. sko, tøj og musik. Nogle af os havde lidt ekstra plads i kufferten, og vi ville gerne udleje lidt plads til dem, der købte mere, end de selv havde plads til.

Vi nåede at gå på cafe og nyde en kop engelsk three o´clock tea med muffins.


 Næste dag (fredag) skulle dukkerne indleveres til konkurrencen, og jeg skulle som sædvanlig arbejde de næste 2 dage med bedømmelser af dukkerne sammen med de andre dommere. Hele fredagen var der mulighed for at deltage i mange forskellige workshops med dukker, dukketilbehør og andet spændende.


Fredag aften var der 20´er fest, og vi var alle (mere eller mindre) klædt ud i tidstypisk tøj. Efter en dejlig gallamiddag var der chokoladefontæne, hvor man kunne holde forskellige slags frugt ind i et ”springvand” af flydende chokolade, så frugtstykkerne blev chokoladeovertrukket. Der var optræden af en professionel dansegruppe, som dansede Charleston for os – et flot show. Derefter blev der spillet op til dans for gæsterne, og dansegulvet blev hurtigt fyldt. Utroligt, så danseglade englænderne er – så er det let for os andre at følge med.


 Om lørdagen var der igen masser af workshops. Denne gang holdt jeg workshop i et lille sysæt udført som dametaske. Der var 16 tilmeldte – og jeg havde heldigvis 6 ekstra kits med, for de var meget populære.


Lørdag aften var aftenen, alle ventede spændte på: det skulle afsløres, hvordan dukkerne var blevet bedømt, og hvem der modtog rosetter for bedste dukke i de forskellige kategorier. Først skulle vi alle præsentere os ved at rejse os, når vores land blev råbt op. Vi 5 repræsenterede Danmark, og i alt var der 245 gæster fra 16 forskellige lande, heriblandt Japan, USA og Sydafrika. Da vi havde præsenteret os fik vi serveret en meget fin middag.


I år var der 2 rosetter til Danmark. Den meget kendte Lillian Elskær fik rosette for sin lille fattige pige (bedst i kategorien moderne dukker med malede øjne).


Den lige så kendte Lene Larsen hjemtog en rosette for sin lille skønne all bisque dukke.


Den (i Kent) hidtil ukendte – men nu kendte – Kirsten Juul Olsen hjemtog 2 blå bånd (højeste pointklasse). Det ene for en parian mandedukke i stateligt tøj, den anden for en flot Rohmerdukke med stor flot kjole.


Også de 2 i forvejen kendte Lene og Lillian hjemtog de eftertragtede blå bånd – Lene for en Rohmer dammedukke i elegant udstyr, og Lillian for både en Bru damedukke i flot robe og for den pragtfulde Mary Poppins i fantasikategorien. Mary Poppins faldt alle for, og med 97 ud af 100 mulige points var denne dukke kun en hårsbredde fra at løbe med en af konkurrencens toppriser.

 

I oktober 2012 er der planer om en festival i Lucerne (Schweiz), arrangeret af Global Doll Society (GDS) og dukkemagere fra Schweiz. Doll Artisan Guild (DAG) kan ikke være med til denne festival, da de på samme tidspunkt har arrangeret en stor festival i USA.


Næste år - allerede i maj - går turen igen til England, denne gang til Oxford. Men vi var også ved at blive lidt for kendte i Kent J