Dukkefestival i Henley-on-Thames 2008

Af Majbrit Muzs, DAG dommer og instruktør.

 


GODT GÅET til danskerne ved Henley dukkefestival 2008

 

Danskerne kom, så og sejrede …

Sådan sagde vi, da vi kom hjem fra sidste års DAG (Doll Artisan Guild) dukkekonkurrence i Henley-On-Thames, England. Kunne vi gøre det lige så godt i år?

Vi var i alt fald vældig opsat på at prøve. Lene Larsen og Lillian Elskær var parate til at ”slås” for Danmarks ære.

Kufferterne blev pakket, og torsdag morgen den 20. august tog vi af sted, i tide til at vi kunne opleve lidt af London, inden turen gik videre til Henley.


Ingen tvivl om, at vi er i London

Efter flyveturen tog vi toget til Russell Square, hvor vi skulle overnatte på et formidabelt hotel. I parken lige overfor hotellet indtog vi vores frokost, før vi indtog London by Day.

Om aftenen havde vi bestilt billetter til rock-showet ”We Will Rock You” med musik af Queen. Det var et brag af en forestilling, og vi sang med for fuld kraft.


Næste morgen spiste vi ”english breakfast” på hotellet, og det var nærmest overdådigt og luksuriøst -  vi følte os lidt som Jeppe i baronens seng. Vi kunne nå lidt ”shopping around” og lidt taxakørsel, før togturen gik mod Henley-On-Thames.

Foran hotellet på Russell Square

På hotellets trappe

Dukkefestivalen skulle foregå på Fawley Court, et imponerende gammelt landsted med rødder helt tilbage til riddertiden, som de sidste ca. 50 år har været ejet og anvendt af den polsk-katolske kirke. De seneste år har stedet været beboet af gamle katolske nonner, som i fred og ro har tilbragt deres sidste år i smukke omgivelser, men også af yngre polsk-katolske kvinder, som har drevet stedet som bed and breakfast.


Vi har i flere år besøgt dette helt specielle og smukke sted, hvor den årlige britiske dukkefestival har været arrangeret og afholdt af Debbie Stanton, men i 2008 var det sidste gang, da kirken har sat stedet til salg.  


Vel ankommet til Fawley Court skulle den sidste finpudsning af dukker nås, inden aflevering til bedømmelse og udstilling. Tøjet blev strøget, og dukkerne kunne igen være præsentable efter et par dage i kufferten.


Om aftenen tog vi de ca. 1,5 km ind til byen og fandt en dejlig restaurant, hvor vi spiste spansk mad og hyggede os. 


Fredag morgen holdt jeg en workshop for 18 britiske, norske, schweiziske, tyske og japanske deltagere, hvor vi lavede to kufferter i gammeldags stil med smukke bagagemærkater fra alverdens rejsemål. Det var både sjovt og hyggeligt.

Derefter gik resten af min dag med at arbejde som dommer i dukkekonkurrencen, hvor der i år var i alt ca. 200 dukker.


Workshop, kufferter i gammel stil

Lene og Lillian afleverede deres dukker til konkurrencen, og så måtte de ellers bare vente på dommerpanelets vurdering. Både Lillian og Lene brugte ventetiden på at deltage i workshops og hygge sig med at besøge byen.


Om aftenen kunne man så beundre de mange dukker fra 14 nationer, som var udstillet i den store aktivitetshal. Der var så mange flotte dukker, og det er rigtig bekræftende at se, at dukke-kunsten slet ikke er ”død”, men lever i bedste velgående rundt om i verden.


Mange flotte dukker var udstillet

Selvfølgelig skulle vi også feste, så en Elvis-look-alike lækker fyr i stramt læderantræk sang og underholdt os alle, så vi måtte ud at danse og synge med.

Næste dag oplyste Debbie Stanton os om, at der blev drukket 120 flasker vin – ja, ja, men vi var 250 mennesker, så det var vel ikke helt så slemt alligevel, når der nu var fri bar inkluderet i prisen…

En sjov og hyggelig aften ...

... med "Elvis" ...

... eller tæt på

Lørdagen gik for mig som dagen før: jeg sad sammen med Yoko Tsuji fra Japan, Anette Schlegel fra Tyskland og Carla Snels fra Canada og bedømte dukkerne. (De danske dukker blev bedømt af de andre dommere.)

Vi nåede at blive færdige inden gallamiddagen, og jeg kendte jo godt resultaterne, men jeg har ikke svært ved at holde på en hemmelighed ( - eller to) !

Efter middagen skulle der så deles præmier ud. Båndene var sat på dukkerne, og alle de danske dukker havde fået blåt bånd, som er den højeste kategori.

Godt gået, Lillian og Lene!


Lene Larsen skulle udnævnes til Master of Dollmaking, og da hun havde fået blåt bånd for sin dukke, blev hun udnævnt Master ”with Honors”. Hun blev kaldt op til podiet og modtog sin medalje under klapsalver fra salen. Godt gået, Lene !



Derefter var det rosettevindernes tur til at blive kaldt op, altså vinderne af præmie for bedste dukke i hver kategori.

Lene havde næsten kun lige nået at ”slå rumpen i sædet”, da hun blev kaldt op igen for at modtage sin rosette i kategorien ”franske fashion dolls”. Godt gået, Lene !!



Nu kunne man måske forestille sig, at Lillian kunne blive lidt misundelig, men det fik hun slet ikke tid til – for nu blev hun kaldt op og fik overrakt rosette for sin dukke ”Peter”. Godt gået, Lillian !!Nej, hvor var vi stolte af vores danske deltagere.



Så blev Lene kaldt op igen – hun skulle have MILLIE-statuetten !! Det betyder, at Lenes dukke var bedømt som den bedste antikke reproduktion (for ikke-professionelle) i hele showet. Nej, hvor var det flot – GODT GÅET, LENE !!!


Lillian vandt sidste år den eftertragtede pokal MAGGIE for bedste moderne reproduktion i showet, så nu var vi mere end godt tilfredse!

MEN – nu blev Lillian IGEN kaldt op til podiet: hun skulle modtage GULDROSETTEN. Den får man, når man for anden gang bliver indstillet til en Maggie, men pokalen kan man kun vinde 1 gang; en Guldrosette er altså en ”DOBBELT MAGGIE”. Og Lillians dukke var altså blevet bedømt som den bedste moderne reproduktion (for ikke-professionelle) i årets show. Tænk at være den bedste 2 år i træk! Jeg siger bare: GODT GÅET, LILLIAN !!!!

Og TILLYKKE til både Lillian og Lene for jeres helt fantastiske resultater ved denne internationale dukkekonkurrence. Aldrig før har lille Danmark hjemtaget de 2 hovedpræmier i et internationalt dukkeshow på én gang.


Vi tager af sted til England igen, og til august næste år bliver det i Kent. Hvis du vil med og ”prøve kræfter” med en international dukkekonkurrence – og få uforglemmelige oplevelser med hjem – kan du kontakte mig.


Se billederne her på hjemmesiden fra årets tur til Henley (og fra sidste års tur).

Og hvis du er interesseret i DAG dukkeuddannelsen til Master of Dollmaking og endnu højere niveauer, kan du også kontakte mig for flere informationer.